Buenas Dias. Dinamarka esta muy grande... Brev fra Cuca

Olá Muchacos.

Det er mig, der er lille bange Cuca, I kender mig måske fra Galgoforeningen?

Der er en sød dame, som har lagt et billede af mig på deres hjemmeside

Jeg er, siger de en Bodeguero, og jeg troede jeg var den sødeste Bodeguero i Danmark, men der er allerede een her, som er sødere... siger de i hvert fald. Han hedder Peugeot, og bor i Ribe. Og jeg kan forstå, at han er vildt populær... så det vil jeg osse være. Hi hi.

Jeg vil gerne fortælle om mit møde med Dinamarca.
Det er et meget, meget koldt land, og da jeg kom hertil, fik jeg en meget grøn, og meget hjemmestrikket hundetrøje. Den er dejlig at have på. Min første plejemor, hende der osse var Peugeots første plejemor, er rigtig sød. Hun har mange store hunde, og ved i hvad? Dem er jeg ikke bange for. Men jeg er bange for, at jeg er bange for at komme i bad. Jeg knurrer i hvert fald når jeg skal det, men så får jeg at vide at det er noget pjat, og at jeg skal tie stille.

Nå, men der kom så nogen mennesker for en uge siden, og ville have mig med ud og køre. Det ville jeg gerne, for det er jeg ikke bange for. De er søde, jeg fik lov til at ligge i Bo's skød så længe jeg ville og han nussede og pussede og kælede med mig hele tiden. Det var rigtigt dejligt. Lise kørte bilen, men hun kløede mig osse bag øret under turen, så jeg var meget tryg og glad.

Pludselig stoppede de. "Åh nej!", tænkte jeg, "skal vi nu ud og tisse og fryse?"
Men det skulle vi ikke. Lise og Bo var sultne, så de købte franske hotdogs, de duftede dejligt. Bo havde osse købt noget til mig. Aldrig har jeg smagt noget så lækkert, så det må være et dansk fænomen. Han kaldte det for pølsebrød, og dét kan jeg varmt anbefale. Det smagte himmelsk! Jeg prøvede også, om jeg måtte smage Lises franske hotdog, men som i kan se på billedet, så måtte jeg ikke få den. Æv. Den duftede nu ellers godt.






Da vi nåede til Ribe, skulle jeg møde mine nye venner, Scooby Gravhund og Peugeot Bodeguero. Endelig kunne jeg så få opklaret dét med ham Peugeot. Jeg blev taget med ind i en stor baggård, og så kom de og hilste. Scooby er en rødhåret gnavpot, som gør rigtgt meget, men det er fordi, det er hans job at passe på os allesammen.
Og Peugeot! Wow! Han er lækker! En stor flot fyr, som er glad og fjumset og sød. Men han knurrede nu alligevel lidt af mig, da jeg ville sige dav.

Jeg tror nu ikke det var særligt alvorligt ment.

...

Nu har jeg boet i Ribe i en uge, og Lise og Bo er mine nye plejeforældre. De er rigtigt gode til at have hund. De pusser og nusser hele tiden og der er altid een af dem, som er hjemme. Jeg får rigtigt meget mad, i min helt egen skål og jeg skal slet ikke slås for det! Når jeg har tisset (udenfor) så får jeg noget at spise som hedder dygtiiiiii... det smager godt. Så prøvede jeg at tisse indenfor, men så fik jeg ikke noget. Hmm.

Når vi skal sove om natten så kommer jeg med op i sengen til Lise, det er dejligt.
Så ligger jeg rullet sammen på Bo's hovedpude indtil han kommer hjem, og så kan vi lige lege lidt sammen inden han skal sove. Jeg prøver at få ham til at stå tidligt op, så vi kan få rigtigt mange timer til at lege og nusse i, men det gider han nu ikke. Så leger jeg med Peugeot og Scooby, for de har nemlig accepteret mig nu. I aftes fik jeg faktisk lov til at ligge oppe i Peugeot's sofa sammen med ham. Jeg kan godt forstå, at menneskerne synes han er super lækker... men ve' I hva'?
Jeg er super nuttet og jeg tror nok at jeg er blevet til Fars Pige, lissom Peugeot er Mors Dreng.





Nøjh hvor er jeg altså heldig!

Kærlig hilsen

Cuca Bodeguero
Dinamarca.

Så gik den ikke længere...

Her til aften fik jeg så taget mig sammen, til at få kigget i postkassen.
Der var kommet brev.
En rudekuvert, som på mest diskrete vis ikke havde nogen afsender.

I min økonomiske depressionsperiode lige efter årtusindskiftet udviklede jeg en næsten fysisk angst for at åbne rudekuverter. Det var, og er, dumt at lade være med, men når man er langt nede, kan det virke fuldstændigt u-overskueligt.

Dengang resulterede det da også i, at jeg for sent opdagede, at jeg havde fået tilsendt et nyt VISA/Dankort. For sent, var da jeg stod i Rema i Viborg og fik at vide, at mit Dankort var spærret.

Det var jo så fordi der var kommet et nyt, men som sagt havde jeg ikke opdaget det.

Så var det, jeg begyndte at åbne alle rudekuverter fra en ende af, indtil jeg kom igennem hele bunken - og den var stor - og fandt det nye Dankort, som jo ikke var spærret. Så sur var min tværstribede møgko af en daværende bankdame dog alligevel ikke på mig.

Nå, men idag kom der så een mere af slagsen. Altså en rudekuvert. Den, jeg havde frygtet, og mentalt prøvet at blokere, og i øvrigt ignoreret hele tanken om. For den, og dens skæbnesvangre indhold huede mig bestemt ikke.

Den kære læser behøver ikke være alt for panisk nu. Jeg er hverken gået konkurs eller fallit eller blevet kaldt i retten.

Nej... det er næsten værre endnu.

Jeg har fået NEM ID.

Dette lille stykke statsfinancierede klamphuggeri af en øvelse i u-elegance.
Denne latterlige manøvre der skal gøre livet mere besværligt for mig og mine med-netborgere.

Jeg har elsket at gå i banken med et lille hurtigt password.
Jeg har elsket at gå i e-boks og på skat.dk med digitalsignatur og et lille hurtigt password. Et password, som enkelt og elegant er gemt i min hukommelse, og som jeg ikke giver fra mig, før du river mine negle af med en glødende tang... eller noget.

Men nu. NU! (gisper arrigt efter vejret) Nu, fra og med idag, skal man slæbe rundt med et sygt stykke lamineret plastikpapkort for at kunne gå i banken. Man skal taste det ene og det andet. Man skal søge gennem kolonner af tal for at finde den rette kode. Og man skal huske at få pappet med sig, for ellers er man fortabt.

Før var det bare PC'en og et par klik.. men næ næ næ-næ. Så let måtte man ikke have lov til at have det.

Jeg synes i aller første omgang, at idéen bag systemet er tåbeligt. Tænk lige på, hvor mange fyrreskove der skal lade livet, for at jeg automatisk kan få tilsendt et nyt kodekort. Tænk lige på hvad det koster i porto at sende kodekort ud til samtlige brugere hver gang de har logget på 132 gange.

Jeg bliver bekymret og genstridig, når jeg oplever, at min kone hele 3 gange har måttet bestille en ny kode, på grund af en tastefejl. Jeg bliver sur og tænker meget på ordet "amatør" når jeg læser at Nem ID er gået ned, eller at en stor bunke brugeres oplysninger pludseligt er tilgeængelige for uvedkomne. Jeg bliver tosset, når Nem Id siger at de har en ny løsning til erstatning af papkortet, men at den er dyr, og det er MIG der skal betale for den.

Jeg synes det er dumt, tåbeligt, ugennemtænkt og besværligt, forhastet og en hån mod det papirløse samfund og tanken om den digitale hverdag.

Og bad jeg selv om det?

Næh.

Det har min bank da været så sød at istandsætte for mig.

Thanks, for nothing da!

Jeg VIDSTE, at jeg skulle la' vær' me' at åbne netop denne rudekuvert!

ØV!

Boa