Vores kære veninde, "M", har det ikke så godt med ryggen for tiden, så hun skulle lige et bette smut på Odense Universitets Hospital i en måneds tid, for at få styr på sagerne.
"M" er den nybagte ejer af en lille hun som hedder "Freja".
Freja er en ægte Mops og den sagde vi selvfølgelig ja, til at passe medens hun var afsted, ligesom hun til tider passer vores Scooby-hund.
Aldrig så snart var den lille Freja kommet indenfor, før hun fik sat gang i en masse ting & sager hjemme hos os. Hun skulle jo lege, og fjolle og luftes, og til tider skulle hun bestemt IKKE luftes... hvis det stod til hende selv altså. Hun er lille, buttet og nuttet, skeler for vildt og har, grundet racen, en permanent lydkulisse af grynt, bøvs, svup og smask omkring sig.
Hun skulle osse finde sig en plads i hierakiet herhjemme, for det er jo Kong Scooby, der styrer for vildt på slottet, og så må man jo rette ind. Men er man en rigtig dame med et glimt i øjet, højt humør, mega selvtillid og en lille portion frækhed og tendens til at være anmasende, så er det ikke det store problem.. hi hi.
Frejas metode var så at være mere skødehundeagtig end nogen skødehund nogensinde havde været det før. Hun var med ved computeren, i stolen, i bilen, i sengen. Ja, uanset hvor man satte sig, sagde det "trip trip trip trip trip...boing..umpfhh!!" og så havde men en mops på skødet(eller i fjæset).
Absoloutely charming!
...men Scooby blev nu noget jaloux. Ja, faktisk virkede det lidt som om den fik en depression i de første dage. Måske tro'de den, at den var blevet den nye nummer to... men det gik nu hurtigt over og de to vovser blev hurtigt venner og legekamerater og delehyggedaseflydeblivekløetbagørerne-dyr.
En søndag eftermiddag lå fruen og jeg så i hver vores ende af sofaen og så fjernsyn, med dele-tæppe på og hver vores vovse i armene... så kiggede vi på hinanden og sagde næsten i munden på hinanden, at "det var nu altså hyggeligt med to hunde på een gang".
Ja selv hundene virkede ret enige.
Nå, men det gjorde vi nu ikke mere ud af... i hvert fald ikke før dagen oprandt, hvor lille nutte-Freja-mops skulle hjem til sin egen mor.
Pludselig gik vi rundt herhjemme og manglede lyden af det lille snøftedyr og gik og passede på ikke at snuble over en hund, som ikke var der. Ja, selv Scooby gik noget hvileløst rundet og ledte efter sin veninde. Det var nok det, som gjorde udslaget.
Vi har hele tiden været enige om, at vi ikke gad at have en hvalp hvis vi skulle have hund igen efter Scooby, eller hvis vi skulle have een mere. Nej, så hellere gøre en god gerning og få en vovse fra et internat. Så Fruen gik på net-hunde-jagt og vi faldt over en meget speciel og nobel forening, som hedder galgo-sos
Her faldt vi pladask for en bette fætter som hedder Peugeot. Det er ham med de sorte pletter:
Efter en kontakt til "adoptionsmyndighederne" fik vi først en lang beskrivelse af lille Peugeot's hårde liv, fra han blev reddet fra et internat i Spanien - som mere var en slags kz-lejr med indbygget aflivning på grusomste vis, til hans ankomst til Gedser, Sydsjælland. Derfter fik vi besøg af en dame som skulle vurdere/godkende os som adoptivforældre og derefter kunne vi så aftale tid til afhentning hos plejemor.
Her hjælper Peugeot (altså hunden) Lise med a finde vej til Jylland:
Og her er han sammen med Scooby på vej hjem i vores Peugeot (bilen altså):
Peugeot er en dejlig lille Spansk/Dansk/Svensk gårdhunde-type. Livlig og levende, men han har haft et hårdt liv indtil han kom til DK. Han har mildest talt dårlige tænder, med medfølgende dårlig ånde (lidt som gammel kogt laks) Han har en stor plet på halsen uden pels, og vi kan kun med gysen gisne om, hvad man har haft bundet ham med. Han var forsigtigt kontaktsøgende men også sky.
Her hilser han forsigtigt på Johan:
Og her er han i den nye hals-venlige sele vi har købt til ham:
De første to dage vi havde ham, trykkede han sig meget, især hvis det er mænd, der bøjer sig ned mod ham. Men nu... på tredjedagen virker det til, at han tager det meget mere afslappet med mig og andre. Han eeeelsker at ligge i arm, og på skødet, og i sofa, og på vores hovedpuder. Ja i det hele taget er han utroligt sød og nem, og lidt forvirret. Men det skal nok gå over, når han kommer ind i husets rutiner. Han bliver overøst med nusseri og pusseri, og klapperi, og "nåhhh lille fiine smuuuke pøjsen gøjsen" fra os allesammen... og det virker.
Her hygges der MAX igennem:
Vi er SÅ glade for at vi valgte at redde en lille hund fra en kummerlig tilværelse og kan da kun opfordre andre der gerne vil have hund, til at gøre det samme.
Tak, fordi du læste med... og "vov vov"
Boa
P.S.
Det skal lige understreges, at de kummerlige og forfærdelige forhold jeg har omtalt er noget der er sket i Spanien. Hverken Peugeot, eller Galgo'erne har lidt nogensomhelst overlast EFTER at de er blevet reddet. Efter at hundene bliver fundet, bliver de overført til et internat i Spanien, som samarbejder med Galgo SOS. Det er herfra de bliver dyrlægetjekket, vaccineret, repareret, registreret og derefter bortadopteret. Det er ikke alle hunde som kommer til Danmark før adoptionen, langt de fleste bliver formidlet medens de er i Spanien, og så fløjet hjem i hold.
