Nytårshilsen fra en lille hund.

I forbindelse med adoptionen af vores hund, Peugeot, via Galgo-SOS (foreningen for galgoer i nød), vil foreningens formand, Martine, gerne høre lidt nyt om hundene fra tid til anden.

Fru Andresen har forfattet det følgende brev, på vegne af Peugeot (hunden) og jeg synes det var så fint, at det skal udgives her:



Hej Martine

Ja nu har jeg så været hos min nye familie i en måned, så nu er det tid til en lille hilsen.
Nøj hvor er der sket meget nyt for lille mig.

Jeg har jo fået en fin sele og min mor og far vil gerne gå ture med mig.
Men det der med at tisse m.m. det gør jeg altså ikke når jeg går i snor, det vil jeg meget hellere gøre når jeg går fri i gården.
Jeg kan bestemt ikke lide regnvejr, men mor og far siger at jeg skal ud, så jeg lunter meget stille og kan jeg se mit snit til det, løber jeg ind, alt hvad jeg kan og gemmer mig!

Maden er fantastisk. Hver aften når menneskerne har spist, så får Scooby og jeg en lille tallerken med en smagsprøve......mums det er godt.
Specielt det de kalder risengrød, det er jeg vild med. Kan jeg se mit snit til det, stjæler jeg Scoobys portion. Nogen gange lykkes det, andre gange bliver jeg opdaget....øv!

Vi har en hyggelig lille morgenrutine. Når vi har været ude og tisse er det spegepølsetid. Det er fordi at Scooby skal have sit gigtmedicin og så er jeg så heldig at jeg også får et stykke spegepølse. Jeg prøver nogen gange at sluge mit eget stykke og så stjæle Scoobys, men så bliver
mor lidt morgensur...

Jeg troede ikke at der fandtes så mange tyggeben. De er over det hele!
Scooby tror at den ejer dem alle sammen. Men jeg har fundet ud af, at jeg kan snuppe et fra den og så løber jeg alt, hvad jeg kan. Scooby drøner efter mig og vi har det vildt sjovt.

I det hele taget leger jeg rigtig meget. Pludselig får jeg sådan en lyst til at fjolle, så er det godt at jeg har min bamse, den får en ordentlig rusketur og kan jeg lokke nogen til at tage den, er det vildt sjovt.


Forleden kom jeg til at tage mors hjemmesko, den smagte godt.
Men da hun opdagede det, blev hun lidt stram i masken og hun sagde "fy".
Men jeg er jo en lille drillepind, så 5 minutter senere, snuppede jeg den igen, men denne gang blev jeg opdaget med det samme...pis!

For ikke så længe siden oplevede jeg noget meget mærkeligt.
Da jeg om morgenen kom ud var der helt hvidt. Mine fødder sank ned i det hvide og det var noget koldt noget for fødderne. Jeg undersøgte det længe, før jeg var helt tryg ved det.
Senere på dagen gik vi en tur og da jeg fik lov til at løbe løs, fandt jeg ud af, at det faktik er meget spændende at snuse og løbe rundt i sneen.

Jeg er stadig lidt nervøs, men har fundet ud af, at det er her jeg har det godt. Jeg er også blevet lidt af en vagthund. Når far kommer hjem fra arbejde midt om natten, så knurrer jeg lidt efter ham, bare for at passe på mor, men det vil de altså ikke have at jeg gør, så jeg må hellere til at lære, at det må jeg ikke.

Juleaften skulle Scooby og jeg passes. Vi skulle ud til én de kalder mobsepigen og hendes mor. Det er lidt af en skrap lille dame. Hendes kødben skal man ikke tage!
Da mor og far kørte blev jeg ked af det. Jeg græd en times tid, men så fandt jeg ud af, at der faktisk var helt godt ved vores barnepige.

Jeg er spændt på nytårsaften, for jeg kan ikke så godt lide det der skyderi. Når jeg hører skud, så gør jeg rigtig meget. Så det kan være, at jeg bliver meget hæs efter nytårsaften.

Det var vidst alt for nu.

Kan du have et godt nytår og så hører du mere fra mig i det nye år.

Mange hilsner fra
Peugeot

Sne, sne, sne, sne

En lille billedserie set fra køkkenvinduerne den 16/12 2009.

Årets første seriøse snefald:

Lyset på Domkirken i Ribe...

...er jo helt fantastisk.

Som "nytilflyttet" fra Tangekvarteret i Ribe til en lelighed midt på Torvet, får jeg nu min første hele belysningssæson af Domkirken i Ribe.

Vi har sådan gået og glædet os til det, for det er et syn ud over det sædvanlige.
Mange kirker i Danmark er belyste i kortere eller længere perioder hvert år, og det gøres med varierende niveauer af succes.

På mine natlige køreture i det Syd & Sønderjyske ser jeg mange kirker som er belyste.
Det er smukt med en hvidkalket kirke med lys på. Men mange steder virker det nærmest som om man bare har været i Silvan og købe lidt byggelamper, for derefter at plante een på en pind på hver side af kirken, for så at tænde & gå hjem.

Resultat:

Man kan på flere kilometers afstand se et meget kraftigt lyshav, og den første tanke er, at "de har da vidst glemt at slukke for lamperne efter fodboldkampen".
Så kommer man rundt om hjørnet, ved kirken, og så ser man at det er den kirkelige belysning, der bestræber sig på, og har STORT held med, at få belyst enhver detalje på kirken. Men man kan også tydeligt se de fire eller flere lamper rundt om på kirkegården som står og lyser alting op omkring sig.

Jeg synes problemet er, at det er lyset der har overtaget hovedrollen og ikke det belyste.
Sådanne to eksempler findes i Glejbjerg og Starup.

Men kommer man så til Ribe, er det en helt anden historie:

Jeg glæder mig hver nat over den nænsomme belysning som virkelig er lavet med omtanke, og med respekt for både omgivelserne og den imponerende store byging, som Ribe Domkirke jo er.

Man har lykkedes med at bruge rigtigt mange, meget diskrete lamper, som smukt falder ind i bybilledet. Man har valgt en farvetone som nærmest kæler for de røde og gule stens egne farver. Man har med dygtig og kløgtig fokusering af lamperne haft held med at man stort set ikke kan se lyskeglerne, med mindre det er tåget og man lægger sådan set knapt nok mærke til at kirken bliver "lyst på". Det ser nærmere ud som om kirken er blevet fremhævet og tydeliggjort i bybilledet.

Allerede når man kommer ind til ribe via indfaldsvejene, ser man dette flotte stykke belysningskunst som får Ribe Domkirke til at rejse sig stolt over byens tage. Som et elegant og flot vartegn, uden at gøre et særligt væsen af sig.

Der har i årevis været en hæftig debat i byen angående belysninge af domkirken. Der er blevet argumenteret på det arkitektoniske, det historieske, det religiøse og det følelsesmæssige plan for og imod belysningen af Domkirken.

Mit indspark til denne debat er:

Hvor er det dejligt, at man i Nordens Ældste by tør at rokke en lille bitte smle ved det originale, i stædet for at dvæle ved den middelalderlige originalitet. Hvor er det flot af byen, at man, trods gevaldig debat, har valgt at belyse Domkirken, og hvor er det lækkert, at man har fået designet en arkitektonisk belysning, som er kirken, byen og årstiden værdig.

Jeg er til enhver tid fortaler for, at man udvider belysningsperioden til alle de mørke måneder i året, i stedet for som nu, kun fra december og en kort tid frem så vi alle kan nyde dette smukke syn så længe som muligt.

Tak, fordi du læste med.

Bo