Så gik den ikke længere...

Her til aften fik jeg så taget mig sammen, til at få kigget i postkassen.
Der var kommet brev.
En rudekuvert, som på mest diskrete vis ikke havde nogen afsender.

I min økonomiske depressionsperiode lige efter årtusindskiftet udviklede jeg en næsten fysisk angst for at åbne rudekuverter. Det var, og er, dumt at lade være med, men når man er langt nede, kan det virke fuldstændigt u-overskueligt.

Dengang resulterede det da også i, at jeg for sent opdagede, at jeg havde fået tilsendt et nyt VISA/Dankort. For sent, var da jeg stod i Rema i Viborg og fik at vide, at mit Dankort var spærret.

Det var jo så fordi der var kommet et nyt, men som sagt havde jeg ikke opdaget det.

Så var det, jeg begyndte at åbne alle rudekuverter fra en ende af, indtil jeg kom igennem hele bunken - og den var stor - og fandt det nye Dankort, som jo ikke var spærret. Så sur var min tværstribede møgko af en daværende bankdame dog alligevel ikke på mig.

Nå, men idag kom der så een mere af slagsen. Altså en rudekuvert. Den, jeg havde frygtet, og mentalt prøvet at blokere, og i øvrigt ignoreret hele tanken om. For den, og dens skæbnesvangre indhold huede mig bestemt ikke.

Den kære læser behøver ikke være alt for panisk nu. Jeg er hverken gået konkurs eller fallit eller blevet kaldt i retten.

Nej... det er næsten værre endnu.

Jeg har fået NEM ID.

Dette lille stykke statsfinancierede klamphuggeri af en øvelse i u-elegance.
Denne latterlige manøvre der skal gøre livet mere besværligt for mig og mine med-netborgere.

Jeg har elsket at gå i banken med et lille hurtigt password.
Jeg har elsket at gå i e-boks og på skat.dk med digitalsignatur og et lille hurtigt password. Et password, som enkelt og elegant er gemt i min hukommelse, og som jeg ikke giver fra mig, før du river mine negle af med en glødende tang... eller noget.

Men nu. NU! (gisper arrigt efter vejret) Nu, fra og med idag, skal man slæbe rundt med et sygt stykke lamineret plastikpapkort for at kunne gå i banken. Man skal taste det ene og det andet. Man skal søge gennem kolonner af tal for at finde den rette kode. Og man skal huske at få pappet med sig, for ellers er man fortabt.

Før var det bare PC'en og et par klik.. men næ næ næ-næ. Så let måtte man ikke have lov til at have det.

Jeg synes i aller første omgang, at idéen bag systemet er tåbeligt. Tænk lige på, hvor mange fyrreskove der skal lade livet, for at jeg automatisk kan få tilsendt et nyt kodekort. Tænk lige på hvad det koster i porto at sende kodekort ud til samtlige brugere hver gang de har logget på 132 gange.

Jeg bliver bekymret og genstridig, når jeg oplever, at min kone hele 3 gange har måttet bestille en ny kode, på grund af en tastefejl. Jeg bliver sur og tænker meget på ordet "amatør" når jeg læser at Nem ID er gået ned, eller at en stor bunke brugeres oplysninger pludseligt er tilgeængelige for uvedkomne. Jeg bliver tosset, når Nem Id siger at de har en ny løsning til erstatning af papkortet, men at den er dyr, og det er MIG der skal betale for den.

Jeg synes det er dumt, tåbeligt, ugennemtænkt og besværligt, forhastet og en hån mod det papirløse samfund og tanken om den digitale hverdag.

Og bad jeg selv om det?

Næh.

Det har min bank da været så sød at istandsætte for mig.

Thanks, for nothing da!

Jeg VIDSTE, at jeg skulle la' vær' me' at åbne netop denne rudekuvert!

ØV!

Boa